”Verdens fabrikshal” er begyndt at bløde – stukket i siden af dårlige politiske beslutninger, en faldende arbejdsstyrke og en uoverskuelig boligkrise.
Foto: Ágoston Fung / pexels.com – billede af Shanghai
你好！
Ovenstående ord er noget af det første man lærer som kinesiskelev og er formentlig også noget man allerede kender. Det er den kinesiske måde at sige ”Goddag” på.
Det bliver formentlig meget vigtigt at kunne kinesisk i fremtiden. Som verdens anden største økonomi og verdens næststørste befolkning, er Kina et land der er umuligt at komme uden om.
Jeg synes personligt selv, at Kina er et spændende land. Ikke på grund af de konstante krænkelser af menneskerettigheder (selvfølgelig) og Taiwans luftrum (jeg elsker den ø!), men på grund af kulturen, sproget – og, nå ja – økonomien.
Sidstnævnte har selvfølgelig også en væsentlig betydning for os danskere. Ifølge oec.world gik næsten 5% af al dansk eksport til Kina i 2023.
I 2021 var Kina (inkl. Hongkong) Danmarks fjerdestørste handelspartner ifølge Dansk Industri. Det er væsentlige tal – især taget i betragtning at afhængigheden kan være endnu større, da eksportvarer til andre lande nogle gange også ender i Kina.
Men der er bare et problem: Kinas økonomi. For selvom der har været et massivt økonomisk boom i Kina, med tocifrede væksttal og en befolkning der bare blev rigere og mere attraktiv for danske virksomheder, så står Kina nu i en massiv mudderpøl som kan være svær at komme ud af lige med det samme.
Elementer i den økonomiske krise
Kina trækker omkring en tredjedel af verdens samlede BNP-vækst og derfor vil en svækket kinesisk økonomi teoretisk set være skidt for resten af verden – især virksomheder der får en stor del af deres omsætning fra deres kinesiske eksportmarked. Dog med det forbehold, at et svækket privatforbrug i Kina på den korte bane vil kunne lette lidt på inflationen, hvilket i princippet ville være eftertragtet for de forbrugere der er trætte af høj inflation (hvilket vel må være os alle sammen…?)
Anyways, Kina er en markant spiller i den globaliserede markedsøkonomi og vi må derfor alle sammen gøre klogt i at håbe på, at maskinen ikke går i stå – og påvirker alle os andre.
Her er nogle af de vigtigste elementer i den halvskrantende kinesiske økonomi:
Faldende befolkningstal og arbejdsstyrke
På trods af, at Kina har verdens næststørste befolkning, så er der tegn på at den er på vej ned.
For eksempel forventer FN at Kinas befolkningstal allerede har toppet og i 2050 vil have et befolkningstal på 1,26 milliarder. Dette er en væsentlig reduktion fra i år 2020, hvor tallet lå på 1,43 milliarder.
Desuden vil der, i takt med at befolkningen bliver mindre, blive flere ældre og færre vil blive født.
Aldersgruppen 65 år og opefter er ifølge Verdensbanken steget med knap 140 millioner personer i perioden 1990-2023.
Samtidig er fertilitetsraten pr. kvinde på blot 1 i 2023. Det er altså langt under de 2,1 børn som fertilitetsraten bør være, hvis befolkningstallet skal stige.
Disse to faktorer, blandet sammen med et-barnspolitikken, der har gjort det muligt at gøre aldersgruppen 0-14 år hele 90 millioner mindre i perioden 1990-2023, har altså ledt til alvorlige problemer for arbejdsstyrken. IMF estimerer, at arbejdsstyrken fra 2030 vil falde med 1% om året.
Det er væsentlige tal.
Især når man tænker over konsekvenserne. For en faldende arbejdsstyrke betyder færre i arbejde. Det betyder et fald i købekraften. Et fald i købekraften fører naturligt til, at folk bruger færre penge. Dette kan risikere, at virksomheder må fyre medarbejdere eller lukke. Det sætter arbejdsløsheden i vejret og forværrer yderligere købekraften – og så kører møllen.
Samtidig vil en udsigt blandt virksomheder til, at der bliver færre forbrugere, give anledning til færre investeringer og dermed mindre vækst.
Måske er det da også derfor, at FDI (Foreign Direct Investment) er faldet fra at udgøre 6,2% af det kinesiske BNP i 1993 til kun at udgøre 0,2% i 2023.
For mange investeringer i erhverv der ikke længere er holdbare
Men selvom udenlandske investeringer i Kina er på sit tilbagetog, så kan man sige, at Kina historisk set har været drevet af en massiv investeringslyst – herunder også fra kommunistpartiet selv.
For Kina har historisk set haft en investeringsdrevet vækst, hvor statslige tilskud har gjort det stærkt eftertragtet at låne penge til projekter inden for ejendomsbranchen, infrastruktur og produktion.
Og en lemmpelig finanspolitik er jo heller ikke helt skidt, hvis man vil skabe arbejdspladser og få økonomien i gang.
Kommunistpartiet har da også sørget for, at skabe store fordele inden for en række forskellige sektorer såsom ejendomsbrnchen og grøn energi. Og det har tilsyneladende virket. For i dag sidder Kina som den største producent af grøn energi i verden og en ejendomsbranche der tæller mellem 25-30% af landets BNP.
Desuden har du jo nok også hørt om bilmærket BYD, der i 2024 outpacede Tesla som værende den største elbilsproducent i verden.
Men selvom grøn energi stadig er et hot topic, så er det ikke altid at efterspørgslen har været lige så stor som man regnede med.
Et godt eksempel er boligmarkedet. Som nævnt udgør ejendomsmarkedet en stor del af Kinas BNP. Men alle de boliger og lejligheder der er blevet bygget, er mange flere end der rent faktisk er behov for. Det betyder, at der rundt omkring i Kina nu er vokset tomme spøgelsesbyer frem. Den største er Kangbashi distriktet i Ordos, Indre Mongoliet. Her er der bygget huse til 300.000 mennesker – under 10% af dem er optaget.
Det betyder for det første, at der ikke er nogen mennesker til at betale af på den gæld som er blevet oprettet for at kunne bygge de mange huse.
For det andet bliver huspriserne billigere grundet det store udbud. Det er problematisk for de mange kinesere som har deres opsparing i netop ejendomme.
Stor gæld
Kina har de seneste år haft store problemer med gæld. Ja, faktisk løber hele deres samlede gæld i op over 300% af deres samlede BNP.
Landets gæld er primært akkumuleret som følge af, at regeringens investeringer i infrastrukturprojekter og boligbyggeri simpelthen ikke har givet et passende afkast, som kunne betale obligationer og lån af.
Og det kan give problemer på sigt. En så stor gæld betyder jo, at man må tage penge fra et andet sted – og det kan gå ud over kinesiske investeringer og vækst, hvilket yderligere kan hæmme BNP-udviklingen i Kina. Det skaber også en vis ustablitet, hvis lokalregeringerne i Kina ikke kan betale deres gæld af til bankerne, da det giver bankerne mindre likviditet.
Men hvad består gælden helt præcist af? Det kan nemlig være en anelse svært at finde ud af, for hvis man alene kigger på den offentlige sektors gæld, så stod den i 2023 på 84,38% af BNP ifølge IMF, hvilket er mere end den anbefalede grænseværdi på 60%, men er alligevel ikke i nærheden af økonomier som Japan og USA, med en offentlig gæld på henholdsvis 250% og 123%.
Det er derfor vigtigt, når man bedømmer Kinas gældssituation, at man ikke lader tallene bedrage.
Én af de helt store gældsposter i Kina er blandt andet lokalregeringernes, som ifølge Stanford University, udgjorde omkring 8-10 billioner dollars. Denne post er i særdeleshed drevet af de såkaldte Local Government Financing Vehicles (LGFV’s) som har gjort det muligt for de kinesiske lokalregeringer at sætte gang i infrastrukturprojekter i en sådan grad at… det ikke lige har været muligt at tilbagebetale gælden.
Desuden er virksomheders gæld – en stor del af dem ejet af staten – oppe på hele 123% af BNP. Herunder er det især inden for serviceindustrien som transport, sociale ydelser, byggebranchen og real estate, der har erhvervet deres gæld hurtigst. Dette hænger i god tråd med, at Kina i årevis har bygget infrastruktur som boliger og transport.
Derudover er husholdningsgælden oppe på hele 61% af BNP.
Konklusion
Det overordnede problem i Kinas økonomiske rod, er en årtier lang opbygning af gæld, som skulle finansiere store infrastrukturprojekter. Men ikke alt varer ved og på trods af, at Kina har drevet millioner af sine indbyggere ud af fattigdom, så er den økonomiske model stadig ikke gangbar, når kineserne for det første ikke får nok børn og når infrastrukturprojekterne simpelthen har overgået efterspørgslen og dermed ikke er rentable på længere sigt.