Foto: Nothing Ahead / pexels.com
I år 2000 blev det første FOCAC-møde skudt i gang i Kinas hovedstad Beijing. FOCAC står for Forum On China-Africa Cooperation og i den anledning havde den daværende generalsekretær Jiang Zemin og resten af det kinesiske kommunistparti inviteret afrikanske statsledere på besøg for at drøfte økonomisk udvikling og samarbejde.
Sidenhen er det blevet til otte yderligere møder, som holdes hvert tredje år i skiftevis Kina og Afrika. Så sent som ved sidste års møde lovede den nuværende kinesiske leder, Xi Jinping, at give Afrika 51 milliarder amerikanske dollars i værdi til lån, investeringer og anden hjælp over de næste tre år. Det er ti milliarder mere end sidste gang mødet blev holdt i 2021 og understreger Kinas engagement i Afrika. Men helt præcist hvorfor er den kinesiske stat så engageret i Afrika?
Kinas motiver
Det første FOCAC-møde havde til formål at styrke samhandelen mellem Kina og det afrikanske kontinent, herunder at øge importen fra Afrika. Ét af forummets resultater kom i 2006, hvor der blev fjernet told på 440 varer fra de mindst udviklede lande i Afrika for at få styrket deres eksportvilkår.
Sidenhen har FOCAC udviklet sig til også at omhandle lån, direkte investeringer, finansiel hjælp og et massivt engagement i afrikansk infrastruktur – kinesiske udviklingsbanker har i årene 2007-2020 investeret 2,5 gange mere i offentlige/private infrastrukturprojekter end USA, Japan, Tyskland og Frankrig – tilsammen.
Men selvom det godt kan se ud som om, at Det Kinesiske Kommunistparti blot har ydmyge hensigter med samarbejdet med Afrika – så er der ingen tvivl om at der også er økonomiske og politiske interesser i spil.
Ressourcer og handel
Som ”verdens fabrikshal” har Kina et naturligt behov for naturressourcer – noget som Afrika i den grad er i stand til at forsyne. Ifølge FNs udviklingsprogram, UNEP, er Afrikas undergrund rig på forskellige mineraler og metaller.
Især kritiske mineraler som kobalt har betydning for Kinas elbilssektor og produktion af grønne energiformer. Ved at øge tilgængeligheden af disse mineraler, kan Kina opnå betydelige produktionsmæssige fordele som øget forsyningssikkerhed og muligheder for opskalering af produktionen som kan gøre det sværere for Vesten at følge med.
Afrikas naturressourcer:
- 30% af verdens mineraler
- 8% af verdens naturgas
- 12% af verdens oliereserver
- 40% af verdens guld
- 90% af verdens chromium og platinium
- Største reserver i verden af diamanter, kobalt, platinum og uranium.
Kilde: UNEP
Råvarernes betydning for Kina understreges ved at landet i 2020 importerede omkring en tredjedel af Afrikas samlede eksport af mineraler og metaller.
Kina bruger omvendt sine enorme produktionskapaciteter til at eksportere færdiglavede produkter såsom maskiner, elektronik og højteknologiske produkter.
Og handelen mellem afrikanske lande og Kina er også vokset massivt: I 2005 udgjorde handelen blot 40 milliarder dollars, mens den i 2024 nåede op på 295,6 milliarder. Det gør Kina til Afrikas største handelspartner.
Samtidig havde Kina sidste år et handelsoverskud svarende til 62 milliarder dollars, hvilket blandt andet har fået Kina til at fjerne alle toldsatser på varer fra 53 afrikanske lande, for at gøre handelen mere ”fair” for afrikanske lande.
Muligheder for kinesiske virksomheder
At Kina har opbygget en så profitabel forretning i Afrika betyder også at dørene er blevet åbnet op for kinesiske virksomheder.
Mere end end 3.000 kinesiske virksomheder har allerede fundet indpas i Afrika inden for blandt andet produktionssektoren, bygge- og ejendomsbranchen, telekommunikation, servicesektoren, medicin, fødevarer, mining, infrastruktur, gas og olie.
Det afrikanske marked ventes at stige fra 1,55 milliarder mennesker i dag til 3,81 milliarder ved udgangen af dette århundrede – og det præsenterer tydelige muligheder for kinesiske virksomheder.
Der er endda virksomheder som allerede sidder tungt på det afrikanske marked.
Eksempelvis sidder mobilselskabet Transsion Holdings på omtrent halvdelen af markedet, mens Skyworth Digital, som producerer husholdningsapparater, sidder på 80%. Desuden har teleselskabet Huawei efter sigende været med til at bygge omkring 70% af kontinentets 4G netværk – en bedrift der understreger kinesiske virksomheders involvering i afrikansk digitalisering.
”Belt and Road”-initiativet og ideologiske årsager
I 2013 oprettede Kina et kæmpe globalt infrastrukturprojekt med mere end end 140 lande involveret, som sidenhen har fundet navnet ”Belt and Road”-initiativet – normalt bare forkortet BRI.
Projektet har blandt andet til formål at forbedre handel og samarbejde på tværs af Asien, Afrika, Europa og Mellemøsten gennem fem søjler: koordineret politik, mere forbundet transport, bedre handelsvilkår, konverterbare valutaer og udveksling mellem mennesker.
Den underliggende tanke bag er hvad der kaldes “Kinadrømmen” – betegnelsen for en national genfødsel, som især Xi Jinping er stor fan af, hvor Kina igen bliver et velstående land, der promoverer styrke, fred og velstand på tværs af lande. Og det er på ingen måde ulig den udvikling som kineserne forsøger at få etableret på det afrikanske kontinent, hvor gensidig handel, investeringer i infrastruktur og udvikling af militær, er stærkt tilstedeværende.
Kritik og beskyldninger
På trods af at Kinas samarbejde med Afrika har løftet handelen, styrket den afrikanske infrastruktur og økonomi, herunder jobskabelse, med 1,1 millioner jobs skabt de sidste 3 år, så har Kina også været udsat for en del kritik for nogle af sine metoder.
"Debt traps"
De kinesiske lån til afrikanske lande har til hensigt at skabe økonomisk fremgang, men i praksis fungerer de som tveæggede sværd: på den ene side får afrikanske lande mulighed for at sprøjte kapital ind i deres økonomier – men på den anden side har lånene ofte relativt høje rentesatser, skal tilbagebetales efter relativt få år og mangler en vis gennemsigtighed. Dette skaber grundlaget for de såkaldte “debt traps”, hvor afrikanske lande fanges i en spiral af dyb, dyb gæld som det ikke er muligt for dem at tilbagebetale. Sådanne situationer har ført til mistanker om, at Kina har benyttet gælden som et middel til at erhverve sig ejerskabet over forskellige projekter og dermed øge sin politiske indflydelse. Dette er dog noget som der er stærkt diskutabelt. USA har førhen, som Kinas ubestridte fjende nummer et, kaldt “debt traps” for et seriøst problem, mens flere anerkendte magaziner som The Atlantic og Bloomberg News har stemplet det for en myte. Men lige gyldigt hvad, så ejer kinesiske långivere omkring 12% af Afrikas udenlandske gæld og med risikable projekter, høje renter, tidlige forfaldsdatoer og usikkerheder omkring lånenes indhold, er der i hvert fald grobund for at det tal vil stige.
Korruption
Et andet, måske mere faktuelt kritikpunkt, handler om korruption. Ifølge en McKinsey-rapport fra 2017, måtte mindst 60% af kinesiske virksomheder tilstedeværende i fem afrikanske lande, indrømme, at de har bestukket afrikanske politikere for at beholde deres licens. Der har desuden været sager om kinesere som har tilbudt afrikanske politikere penge i bytte for forretningsmuligheder, hvilket CNN blandt andet har skrevet om her. Disse hændelser sker på trods af, at der siden Xi Jinpings indsættelse i 2012, har været indført en anti-korruptionskampagne, der skulle sikre et rent bord i det kinesiske samfund. Men det ser ud til, at disse politikker ikke helt er nået til Afrika.
Mangel på hensyn
Ifølge en rapport fra Bosten University er der eksempler på infrastrukturprojekter i Afrika, hvor kinesiske aktører har faciliteret dårlige arbejdsvilkår, flyttet beboere fra deres land og udført projekter der har haft risiko for skovfældning og udledninger.
Militær tilstedeværelse
I 2017 indvidede Folkets Befrielseshær deres første oversøiske militærbase i det afrikanske land, Djibouti. Landet ligger langs én af verdens travleste skibsruter, Bab el Mandeb, hvilket blandt andet har rejst bekymringer blandt amerikanske embedsfolk.
Kinesiske tropper på kontinentet tæller omkring 2000, som både deltager i anti-pirateri missioner og missioner ved FN – Kina er faktisk det permanente medlem af FN’s Sikkerhedsråd som sender flest soldater på fredsbevarende missioner.
Kina er også i gang med at uddanne afrikansk militær og har mellem 2000-2024 haft næsten 20 militære øvelser i Afrika. Der er desuden spekulationer i, at Kina vil etablere en militærbase i Ækvatorialsk Guinea, hvilket ville give dem adgang til Atlanterhavet. Uanset hvad så har det kinesiske militærs tilstedeværelse mulighed for at udfordre den vestlige indflydelse på kontinentet.
Fremtidige udfordringer
Færre investeringer
Selvom kineserne i snart et kvart århundrede gennem FOCAC har udvidet deres støtte og handel med Afrika med en formidabel hastighed, så ser det altså ud til at selv Det Kinesiske Kommunistparti ikke har uendelige lommer.
Det kan man eksempelvis se på faldet i FDI fra 2022 til 2023. For på trods af at der i 2022 blev investeret i Afrika med en værdi af 5 milliarder amerikanske dollars, så lå tallet året efter på blot 3,96 milliarder – altså, et fald på mere end 1 milliard.
Udover FDI lover kineserne færre penge til det afrikanske kontinent. Eksempelvis blev der i 2018 lovet en værdi på 60 milliarder dollars, mens tallet i 2024 lød på blot 50,7 milliarder.
Årsagen skyldes muligvis den store kinesiske gæld og andre økonomiske problemer i Kinas økonomi (hvis du vil vide mere, har jeg skrevet lidt om netop det her).
Men det kan også skyldes eksterne usikkerheder som følge af Donald Trumps længe varslede toldsatser.
Uholdbare projekter
Selvom Kina i vid udstrækning har været modtagelige over for afrikanske lande med tvivlsom kreditværdighed, så har der også været tilfælde hvor samarbejdet ikke helt har kørt som smurt. Eksempelvis begyndte virksomheden Beijing Everyway Traffic and Lighting Tech at skabe et avanceret trafiksystem i Ghana, men grundet spørgsmål om selskabets erfaring og ressourcer, blev kontrakten med virksomheden opsagt. I Kenya blev en aftale på 3,2 milliarder dollars til en jernbane, dømt ulovlig af en kenyansk domstol, fordi kontrakten med virksomheden ikke stod i overensstemmelse med landets love om indkøb. En anden aftale omkring en jernbane til 6 milliarder dollars, blev faktisk til noget, men har efterladt en enorm gæld til Kenya, da jernbanen ikke har været profitabel.
Dette afspejler den mangel på transparens i aftalerne med kinesiske virksomheder og yderligere at nogle af projekterne ofte ikke er holdbare – herunder har der også været eksempler på, at afrikanske lande har set sig nødsaget til at aflyse kinesiske infrastrukturprojekter grundet lav arbejdskvalitet blandt kinesiske arbejdere.
I takt med, at afrikanske lande optager mere og mere gæld, er de – ligesom Kina – blevet mere påpasselige med hvilke aftaler de indgår i, hvilket kan svække det stærke samarbejde som de har opbygget.
Kinas præsident Xi Jinping har, for at imødekomme nogle af de finansielle udfordringer forbundet med visse store projekter, gjort det klart at man i stedet bør fokusere på små og smukke projekter, der er mere bæredygtige og mindre risikable.
Bør den kinesiske tilstedeværelse i Afrika ses som en trussel for Vesten?
Når kineserne vinder indpas på det afrikanske kontinent gennem handel, lån og investeringer, kan det i vestlige ører lyde som om, at Kina er ved at “erobre” eller “kontrollere” kontinentet. Men man bør huske på, at afrikanske lande selv kan træffe beslutninger om hvem de vælger at indgå i samarbejde med – de er ikke små brikker i et geopolitisk spil mellem Vesten og Kina. Alligevel er der blandt de to rivaliserende supermagter et ønske om at udvide og udøve deres egen indflydelse. Og her kan Afrika muligvis få en nøglerolle at spille, eftersom kontinentet i 2070 ventes at huse mere end 3 milliarder mennesker.
Økonomi
Selvom både Vesten og Kina investerer og handler med Afrika, så bør man i Vesten forstå, at Kinas fremrykning i Afrika ikke nødvendigvis skyldes et had til Vesten – men i højere grad at Kina har hvad nogle afrikanske regeringer anser som det bedste produkt (investeringer, lån, handel).
Der er flere forskellige grunde til, hvorfor afrikanske regeringer vælger kinesiske investeringer fremfor vestlige. Kineserne bekymrer sig eksempelvis ikke ikke om hvordan de afrikanske ledere driver deres land, sådan som vi gør i Vesten. De ser afrikanske lande som jævnbyrdige samarbejdspartnere som de kan få slået en god handel af med – eller, det markedsfører de i hvert fald sig selv som. Kinesiske investorer har desuden været langt mere risikovillige end vestlige (om end den kinesiske risikovillighed er på tilbagetog). Denne strategi har vist sig at virke, fordi den imødekommer afrikanske landes behov. Vestlige lande bør derfor forstå, at truslen fra Kina kan mindskes ved at sætte sig ind i afrikanernes behov og lave investeringer, lån og handelsaftaler derefter.
Havne og militær
Kinesiske virksomheder havde i 2018 aktivt del i omkring 231 afrikanske havne – hvilket altså udgør omkring en tredjedel af de afrikanske handelsknudepunkter. Og selvom disse havne for nuværende blot har kommercielle formål, så har der været mindst et eksempel på, at en havn også er blevet anvendt militært. For ikke mange minutter fra den kinesiske militærbase ligger havnen Port Doraleh, der til at starte med blot havde kommercielle formål, men som er blevet udvidet til også at rumme skibe fra den kinesiske flåde. Dette er selvfølgelig et enkeltstående eksempel – men når man tænker på, at kinesiske virksomheder har stået for udviklingen og konstruktionen af mere end 200 havne langs den afrikanske kyst, kunne man godt frygte, at Kina ville udvide flere havne til også at huse deres flåde. På den måde vil den vestlige indflydelse mindskes og der vil være mulighed for kinesiske blokader af vigtige handelsruter – spekulationer som måske blot er bygget på frygt, men som ikke mindre kan udgøre en trussel mod Vesten.
Derudover sælger Kina sig som en sikkerhedsudbyder. Landet træner blandt andet afrikanske soldater, faciliterer øvelser med afrikanske lande og sælger våben.
Hvert år træner Kina omtrent 2000 afrikanske officerer. 70% af alle afrikanske lande nu kører rundt i kinesiske pansrede køretøjer, mens Kina er blevet den største eksportør af våben til landene syd for Sahara. Siden 2006 har Kina været involveret i 20 militærøvelser, herunder den såkaldte “Peace Unity 2024”-terrorbekæmpelsesøvelse mellem Kina, Tanzania og Mozambique, der var den største land- og havøvelse som Kina har foretaget i Afrika.
Disse tætte militære bånd, kan skabe en øget afhængighed af Kina og kan muligvis være grobund for militære alliancer som vil kunne skubbe til magtbalancen i Afrika.
Sikkerhedsrisiko og konkurrence
Som tidligere nævnt, har Kina en stor indflydelse i sektorer som telekommunikation og service – man kunne frygte at Kina ville bruge denne afhængighed som pressionsmiddel til at rette sig ind under en kinesiskstyret politik. Eksempelvis gennem spionage, afpresning eller dataudnyttelse. Desuden udgør den afrikanske afhængighed også en skjult trussel for Vesten, da det bliver nemmere for kineserne at opspore aftaler lavet mellem vestlige og afrikanske politikere eller organisationer.
Men – på trods af de umiddelbare sikkerhedsrisici – så ligger den underliggende trussel i, at vestlige lande ikke målretter sin indsats over for Afrika, stiller for mange krav til lande der vil låne og investerer og på den måde “giver op”, når det kommer til det afrikanske kontinent.
Konklusion
Kinas ekspansion til Afrika sker som led i landets “Belt and Road”-initiativ og indeholder mange forskellige dimensioner af handelsmæssig, politisk og finansiel karakter. Samarbejdet med de afrikanske lande, FOCAC, har skabt et rum hvor Kina kan udøve sin rolle som verdens næststørste økonomi og få etableret samarbejder som måske kan hele nogle af de sår som den eksportdrevne økonomi har fået påtaget sig de seneste år. Og selvom der efterhånden er ved at ske en lille neddrosling i størrelsen på de finansielle løfter, så er der ikke mindre end tydelig tilstedeværelse af kinesiske virksomheder og kinesisk-finansierede projekter i Afrika – og det fortsætter nok med at være sådan. For selve samarbejdet kan også ses som en del af en kinesisk plan om, at udfordre den nuværende amerikansk-ledede verdensorden og realisere “Kinadrømmen” om et stærkt, fredfyldt og velstående Kina. Afrika er nemlig rig på ressourcer, som Kina skal bruge til sin produktion og landet har også brug for et sted at eksportere til som ikke nødvendigvis er ramt af de samme toldsatser som i EU. Men det geopolitiske aspekt er naturligvis det som vestlige politikere er mest nervøse for. Og baseret på Kinas fremrykning i Afrika bør de nok også være det.