Hele Danmarks erhvervsmæssige kronjuvel er hårdt presset på flere fronter. Spørgsmålet er nu, hvad den nye CEO vil gøre for at vende udviklingen – hvis det overhovedet kan lade sig gøre.
Novo Nordisk flag. Foto: Novo Nordisk Media Library.
Med en mere en 100 år lang historie bag sig, er Novo Nordisk gået fra at være en lille virksomhed i globalt perspektiv, til at være én af de helt store spillere på den internationale scene.
Grundstenen blev lagt tilbage i 1922 da professor August Krogh fik tilladelse af canadiske forskere til at producere insulin til de nordiske lande.
Drevet af en tanke om at hjælpe syge diabetikere, dannede han sammen med lægen H.C. Hagedorn og farmaceuten August Kongsted virksomheden Nordisk Insulinlaboratorium.
Senere brudte to ansatte, Thorvald og Harald Pedersen, med virksomheden, for at begynde deres egen produktion af insulin. Dette førte til grundlæggelsen af Novo Terapeutisk Laboratorium.
De to virksomheder blev i 1989 fusioneret til Novo Nordisk A/S som vi kender i dag.
Sidenhen er virksomheden ikke blot blevet den suverænt største danske virksomhed målt på markedsværdi. Den påvirker også dansk økonomi så meget, at virksomhedens performance direkte kan aflæses i den danske BNP-udvikling.
Dette skyldes blandt andet, at Novo Nordisk er en voldsom eksportmotor for den meget eksportorienterede danske økonomi. I nogle år har virksomheden faktisk stået for 40% af den samlede eksportvækst i Danmark.
Én af grundene til, at Novo Nordisk har kunnet eksportere så meget, er den voldsomme vækst som virksomheden har haft i perioden 2018-2024 som følge af efterspørgslen på de to præparater, Wegovy og Ozempic.
De to semaglutid-baserede produkter, bliver brugt til henholdsvis vægttab og regulering af blodsukker og omsatte i 2024 for omkring 178 milliarder kroner.
Til sammenligning lød hele Novos omsætning i samme år på 290 milliarder.
Men selvom salget af Wegovy og Ozempic fortsatter derudaf, så er det mindre end forventet. Og kombineret med faktorer som lavere priser på Wegovy i USA og en svækket amerikansk dollar, så har væksten været lavere end ventet hos Novo, hvilket godt kan blive et problem for den ellers stabile virksomhed.
Kursudvikling for Novo Nordisk
Siden Novo Nordisk toppede i slutningen af juni sidste år, har virksomheden tabt 60% af sin markedsværdi. For at sætte det lidt i perspektiv, så betyder det, at virksomheden har mistet en værdi svarende til det danske BNP. Men helt præcist hvorfor er aktien faldet så meget? Det er der en række årsager til:
Øget konkurrence fra Eli Lily og compounders (kopi-medicin)
USA er Novo Nordisk største marked. I 2024 stod landet for omkring halvdelen af virksomhedens salg. Og det er der nogle grunde til. Eksempelvis er det amerikanske medicinalmarked stærkt ureguleret, hvilket gør det muligt for Novo Nordisk at sætte sine priser højt. Samtidig er der i USA en befolkning som i stigende grad har brug for fedme- og diabetesmedicin.
Men disse faktorer udgør også et kritisk knudepunkt i Novo Nordisks vækst – og for tiden ser de ud til at være under angreb fra blandt andet ærkerivalen Eli Lily og såkaldte ”compunders”.
For mens Eli Lily tilbyder klinisk bedre produkter som Zepbound og Mounjaro, så har det været muligt for aktører i USA at producere og sælge kopier af medicin som der har været mangel på.
Og frem til slutningen af maj i år, var der altså også mangel på Wegovy og Ozempic. Men på trods af, at der ikke længere er mangel på denne slags medicin, så har der stadig været eksempler på apoteker, der sælger disse præparater – på trods af, at det var ulovligt.
Dette har ifølge en artikel fra TV2 fået Novo til at lave ”…flere end 130 søgsmål på tværs af 40 delstater…”.
Det har indtil videre resulteret i 44 permanente påbud. Men spørgsmålet er stadig om det er nok til at give markedsandelene tilbage på Novos hænder.
Dårlige testresultater
En anden årsag til, at Novo Nordisk har tabt så meget stor en andel af sin markedsværdi, er fordi nogle af virksomhedens produkter har været underlegne i forhold til Eli Lillys produkter og investorernes forventninger.
Konsekvenserne af dette, bemærkede du måske d. 20. december sidste år, hvor aktien faldt med over 20%. Det skete fordi Novos potentielle lægemiddel, CagriSema, i gennemsnit førte til et vægttab på 22,7% af patienters kropsvægt, hvilket var lige under de 25% som investorerne havde forventet.
Reducerede forventninger førte til ”Sorte tirsdag”
Selvom Novo Nordisk på blot 4-5 måneder har haft intet mindre end tre nedjusteringer, så tæller nedjusteringerne fra d. 29. juli i år stadig som den værste.
For efter forventningerne til væksten blev reduceret fra 13-21% til 8-14% og forventningerne til driftsresultatet, blev sænket fra 16-24% til 10-16% kom virksomhedens aktiekurs ud på en rutsjebanetur der sidenhen er blevet kaldt ”Sorte tirsdag” og som tæller som det største enkeltstående kursfald i virksomhedens historie.
På blot en enkelt dag, blev der også skåret 23,1% af aktiens kursværdi. Det skete som følge af det stigende pres fra Eli Lilly og kopimedicin.
Ikke just en fantastisk start på jobbet som CEO for Mike Doustdar, der samme dag overtog førertrøjen fra Lars Fruergaard Jørgensen.
Hvordan har Novo Nordisk tænkt sig at addressere sine udfordringer?
Noget af det som især har kostet Novo Nordisk dyrt, har været underlegenheden på det amerikanske marked. USA står som verdens største marked for fedmebehandling og Novo Nordisk har mistet markedsandele til både Eli Lilly og kopiproducenter.
Det har blandt andet fået den nye CEO, Mike Doustdar, til at erklære, at virksomheden fremover bør fokusere på performance og at der ikke skal gå lang tid fra idé til eksekvering.
Dette har allerede nu ført til nogle ændringer hos virksomheden. For det første er 9.000 ud af i alt 78.400 ansatte blevet fyret.
Det er et markant træk, der kan give intern bekymring blandt ansatte, som ikke kan vide sig sikre på deres arbejde og samtidig få potentielt kommende ansatte til at tænke sig om en ekstra gang, inden de vælger at sende jobansøgningen til Novo Nordisk.
Men omvendt kan det være nødvendigt for at få forretningen på rette spor. For ved afskedigelserne kommer Novo til at frigøre 8 milliarder kroner mere om året, som vil blive brugt til investeringer i produkter inden for fedme og diabetes.
Desuden skal medarbejdere fra næste år som udgangspunkt droppe hjemmearbejdet og møde op fysisk på deres arbejdsplads.
Det sker efter Mike Doustdars planer om at ”…bruge vores (Novos, red.) ressourcer endnu mere effektivt…” og altså fokusere på de områder som virksomheden gør størst mulig forskel – herunder behandlinger for fedme og diabetes.
Vil Mike Doustdar og Co. vende den kedelige udvikling?
Siden virksomhedens voldsomme fald i slutningen af juli, er aktien i skrivende stund gået fra cirka 308 kr. til 360 kr. pr. aktie. Det er godt nok positivt at der er hentet knap 50 kroner tilbage, men den værdi falmer i skyggen af de 1000 kr. som aktien en gang blev handlet til.
Men alene det at aktien er steget, kan tolkes som om at investorerne har fået mere tillid til virksomheden og dens ledelse, hvilket alt andet lige er positivt for virksomheden.
Desuden vil Novos kommende Wegovy-pille – når først den bliver godkendt af FDA i USA – kunne blive en stærk konkurrent til Eli Lilly.
Novos pille giver nemlig, ifølge nogle studier, en bedre vægttabsprocent end Eli Lillys. Og selvom man eksempelvis skal indtage Novo Nordisk pille på tom mave – og at der ingen fødevarebegrænsninger er på Eli Lillys – så forventes det at Novo Nordisk får sin pille godkendt af FDA før Eli Lilly, hvilket kan give virksomheden en potentiel fordel i forhold til sin konkurrent.
Men det betyder ikke, at kampen om førertrøjen i USA er overstået. Eli Lilly spiller en kæmpestor udfordring for Novo og samtidig ser det ud til at der stadig er compounders tilstede i USA som æder markante markedsandele af Novo Nordisk position i USA.
Dog kan Mike Doustdars tilgang til de markante udfordringer fremstå ganske logisk: skær alt overflødigt væk, så så mange ressourcer som muligt kan bruges på at sikre et forspring til Eli Lilly og generobre det amerikanske marked.
Selvfølgelig må den danske økonomi tage nogle af konsekvenserne i form af blandt andet øget arbejdsløshed og færre investeringer i bytte for et forhåbentligt stærkere Novo i fremtiden.
Indtil videre har strategien dog ikke medført nogle nævneværdige forandringer i aktiekursen. Men lad os nu se, når Novos ”Wegovy-in-a-pill” formentlig godkendes af FDA og kan sendes ud på de amerikanske marked.
