Kinas økonomiske betydning
Når man snakker om økonomiske giganter og geopolitik, er det næsten ikke muligt at tale uden om kæmpen i Asien: Kina.
Og det er ikke blot på grund af landets størrelse eller de 1,4 milliarder mennesker som bor dér.
Den kinesiske økonomi er den anden største i verden målt i nominel BNP og er kun overgået af ærkerivalen USA.
Samtidig er den, målt i Purchasing Power Parity (PPP), faktisk verdens største og det har den været siden 2016.
Udviklingen skyldes i høj grad de massive investeringer som den kinesiske stat har foretaget inden for sektorer som blandt andet elbiler, grøn energi og ejendomme.
Samtidig har landet indgået en lang række aftaler med lande på flere kontinenter – blandt andet gennem det såkaldte ”Belt and Road”-initiativ, som jeg tidligere har skrevet om her.
Det har alt sammen medført, at Kina ifølge IMF har stået for 35% af væksten i det globale nominelle BNP gennem de seneste 15 år, sammenlignet med 27% for USA.
Genrejsningen
Kinas store økonomiske betydning for verdenssamfundet, er præcis den situation som Det Kinesiske Kommunistparti med Xi Jinping i spidsen ønsker at udnytte.
Xi er især optaget af en vision som bliver kaldt ”Kinadrømmen”. Den handler om et Kina som et økonomisk, kulturelt og finansielt centrum, med indflydelse langt ud over sine landegrænser.
Visionen udspringer af et ønske om at få revanche til de tidligere vestlige kolonimagter – og Japan – der fra cirka 1840-1949 plyndrede og ødelagde den ellers så stolte kinesiske nation.
Perioden bliver kaldt for ”Ydmygelsernes Århundrede” og står som et sort kapitel i kinesisk historie.
Men nu er kineserne stærkere end nogensinde før – og noget ser ud til, at de ikke længere viger for at spille med musklerne.
Handelskrig
Der gik ikke lang tid efter at Trump tiltrådte som præsident for første gang i 2016, at han langede ud efter Kina.
I juli 2018 blev det så til 25% toldsatser rettet mod kinesiske produkter som robotter, fly og elektronik til en værdi af 34 milliarder dollars.
Baggrunden for toldsatserne, var blandt andet en undersøgelse lavet af handelsrepræsentanten Robert Lighthizer, som i en rapport konkluderede at kineserne udførte unfair handelspraksisser, herunder at de tvang amerikanske virksomheder til at give ud af deres teknologiske viden, hvis de ville gøre forretninger i Kina.
Andre årsager til toldsatserne tæller ulovlige subsidier til kinesiske virksomheder og en kunstigt lav valuta, som ifølge amerikanerne, skader deres virksomheders konkurrenceevne over for Kina.
Kinesernes modspil blev identiske toldsatser på 25% på produkter som svinekød og biler. Da Trump indførte toldsatser på en værdi af yderligere 16 milliarder dollars af kinesisk import, gjorde kineserne præcis det samme, men omhandlende maskiner, køretøjer og energivarer.
Dette blev starten på en årelang strid mellem de to største økonomier i verden. Selv efter Trumps første præsidentperiode, holdt Biden-administrationen stadig fat i størstedelen af toldsatserne – noget som kan indikere viser, en bred opbakning i USA til at holde Kina nede, eller i det mindste væk fra deres egne markeder.
Spørgsmålet er blot om man kan holde Kina nede, ved at afskære kineserne fra USA.
"Liberation Day"
De fleste af os husker nok Trumps viften med det famøse papakilt i Rose Garden d. 2. april sidste år.
Her blev alle lande med et handelsoverskud til USA pålagt en bestemt toldsats.
Og mens EU hurtigt bukkede hovedet, af frygt for at opildne til større toldsatser eller bringe fredsindsatsen i Ukraine i fare, så valgte Kina en anderledes vej.
Da Kina blev pålagt en toldsats på yderligere 34% oveni de 20% som allerede var gældende, valgte Kinas handelsministrium også at sætte 34% told på amerikanske varer.
Samtidig nedsatte Kina også handelsrestriktioner på syv udvalgte sjældne mineraler.
Det fik dog senere Donald Trump til yderligere at hæve toldsatserne – denne gang så de kom op på i alt 104%.
Sådan gik det frem og tilbage i 6-7 måneder, indtil man i slutningen af oktober sidste år, fandt på en løsning ved et møde mellem Xi Jinping og Donald Trump.
Kina som sejrherre?
Selve forløbet taler sit tydelige sprog: Kina kan ikke bare holdes nede. For mens europæerne er dybt afhængige af USA som både handelspartner, sikkerhedsgarant og udbyder af livsvigtigt software, så står det anderledes til med Kina.
Selvom Kinas største eksportmarked er USA, så er de langt fra lige så afhængige som vi for eksempel er i Europa.
Kineserne kontrollerer nemlig store dele af udvindelsen af sjældne jordmetaller, som er vigtige for alt lige fra elbiler, til forsvar og mikrochips.
Netop dette brugte kineserne til sin fordel over for Trump, ved at indføre handelsrestriktioner på bestemte sjældne jordmetaller, som det amerikanske forsvar og bilindustri er afhængig af.
Samtidig var afskærmelsen fra det amerikanske marked, ikke nok til at sætte den kinesiske økonomi ud af kurs.
I slutningen af november nåede landet nemlig grænsen på 1 billiard dollars i eksport. Det skete blandt andet som følge af, at kineserne havde udset sig andre lande at indgå handel med som Vietnam og Australien, samt andre lande i Afrika og Sydøstasien.
Væksten skete på baggrund af en voksende eksport af integrerede kredsløb og biler, samt en svag valuta.
Dette vidner alt sammen om et Kina, der ikke bare kan blive slået af tarriffer. Men som gennem sin strategiske dominans og enorme produktionskapacitet, hurtigt kan vende snuden til andre markeder, er blevet en svær bid for amerikanerne at sluge.
Og om det netop ogå er grunden til, at den nyeste amerikanske sikkerhedsstrategi ikke en gang nævner Kina som sin største trussel, kan man kun spekulere i.