Hvordan Kina trodsede Trump – og vandt slaget

Kinas økonomiske betydning Når man snakker om økonomiske giganter og geopolitik, er det næsten ikke muligt at tale uden om kæmpen i Asien: Kina. Og det er ikke blot på grund af landets størrelse eller de 1,4 milliarder mennesker som bor dér. Den kinesiske økonomi er den anden største i verden målt i nominel BNP og er kun overgået af ærkerivalen USA. Samtidig er den, målt i Purchasing Power Parity (PPP), faktisk verdens største og det har den været siden 2016. Udviklingen skyldes i høj grad de massive investeringer som den kinesiske stat har foretaget inden for sektorer som blandt andet elbiler, grøn energi og ejendomme. Samtidig har landet indgået en lang række aftaler med lande på flere kontinenter – blandt andet gennem det såkaldte ”Belt and Road”-initiativ, som jeg tidligere har skrevet om her. Det har alt sammen medført, at Kina ifølge IMF har stået for 35% af væksten i det globale nominelle BNP gennem de seneste 15 år, sammenlignet med 27% for USA. Genrejsningen Kinas store økonomiske betydning for verdenssamfundet, er præcis den situation som Det Kinesiske Kommunistparti med Xi Jinping i spidsen ønsker at udnytte. Xi er især optaget af en vision som bliver kaldt ”Kinadrømmen”. Den handler om et Kina som et økonomisk, kulturelt og finansielt centrum, med indflydelse langt ud over sine landegrænser. Visionen udspringer af et ønske om at få revanche til de tidligere vestlige kolonimagter – og Japan – der fra cirka 1840-1949 plyndrede og ødelagde den ellers så stolte kinesiske nation. Perioden bliver kaldt for ”Ydmygelsernes Århundrede” og står som et sort kapitel i kinesisk historie. Men nu er kineserne stærkere end nogensinde før – og noget ser ud til, at de ikke længere viger for at spille med musklerne. Handelskrig  Der gik ikke lang tid efter at Trump tiltrådte som præsident for første gang i 2016, at han langede ud efter Kina. I juli 2018 blev det så til 25% toldsatser rettet mod kinesiske produkter som robotter, fly og elektronik til en værdi af 34 milliarder dollars. Baggrunden for toldsatserne, var blandt andet en undersøgelse lavet af handelsrepræsentanten Robert Lighthizer, som i en rapport konkluderede at kineserne udførte unfair handelspraksisser, herunder at de tvang amerikanske virksomheder til at give ud af deres teknologiske viden, hvis de ville gøre forretninger i Kina. Andre årsager til toldsatserne tæller ulovlige subsidier til kinesiske virksomheder og en kunstigt lav valuta, som ifølge amerikanerne, skader deres virksomheders konkurrenceevne over for Kina. Kinesernes modspil blev identiske toldsatser på 25% på produkter som svinekød og biler. Da Trump indførte toldsatser på en værdi af yderligere 16 milliarder dollars af kinesisk import, gjorde kineserne præcis det samme, men omhandlende maskiner, køretøjer og energivarer. Dette blev starten på en årelang strid mellem de to største økonomier i verden. Selv efter Trumps første præsidentperiode, holdt Biden-administrationen stadig fat i størstedelen af toldsatserne – noget som kan indikere viser, en bred opbakning i USA til at holde Kina nede, eller i det mindste væk fra deres egne markeder. Spørgsmålet er blot om man kan holde Kina nede, ved at afskære kineserne fra USA. “Liberation Day” De fleste af os husker nok Trumps viften med det famøse papakilt i Rose Garden d. 2. april sidste år. Her blev alle lande med et handelsoverskud til USA pålagt en bestemt toldsats. Og mens EU hurtigt bukkede hovedet, af frygt for at opildne til større toldsatser eller bringe fredsindsatsen i Ukraine i fare, så valgte Kina en anderledes vej. Da Kina blev pålagt en toldsats på yderligere 34% oveni de 20% som allerede var gældende, valgte Kinas handelsministrium også at sætte 34% told på amerikanske varer. Samtidig nedsatte Kina også handelsrestriktioner på syv udvalgte sjældne mineraler. Det fik dog senere Donald Trump til yderligere at hæve toldsatserne – denne gang så de kom op på i alt 104%. Sådan gik det frem og tilbage i 6-7 måneder, indtil man i slutningen af oktober sidste år, fandt på en løsning ved et møde mellem Xi Jinping og Donald Trump. Kina som sejrherre? Selve forløbet taler sit tydelige sprog: Kina kan ikke bare holdes nede. For mens europæerne er dybt afhængige af USA som både handelspartner, sikkerhedsgarant og udbyder af livsvigtigt software, så står det anderledes til med Kina. Selvom Kinas største eksportmarked er USA, så er de langt fra lige så afhængige som vi for eksempel er i Europa. Kineserne kontrollerer nemlig store dele af udvindelsen af sjældne jordmetaller, som er vigtige for alt lige fra elbiler, til forsvar og mikrochips. Netop dette brugte kineserne til sin fordel over for Trump, ved at indføre handelsrestriktioner på bestemte sjældne jordmetaller, som det amerikanske forsvar og bilindustri er afhængig af. Samtidig var afskærmelsen fra det amerikanske marked, ikke nok til at sætte den kinesiske økonomi ud af kurs. I slutningen af november nåede landet nemlig grænsen på 1 billiard dollars i eksport.  Det skete blandt andet som følge af, at kineserne havde udset sig andre lande at indgå handel med som Vietnam og Australien, samt andre lande i Afrika og Sydøstasien. Væksten skete på baggrund af en voksende eksport af integrerede kredsløb og biler, samt en svag valuta. Dette vidner alt sammen om et Kina, der ikke bare kan blive slået af tarriffer. Men som gennem sin strategiske dominans og enorme produktionskapacitet, hurtigt kan vende snuden til andre markeder, er blevet en svær bid for amerikanerne at sluge. Og om det netop ogå er grunden til, at den nyeste amerikanske sikkerhedsstrategi ikke en gang nævner Kina som sin største trussel, kan man kun spekulere i.

Forstå nedturen for Novo Nordisk

Hele Danmarks erhvervsmæssige kronjuvel er hårdt presset på flere fronter. Spørgsmålet er nu, hvad den nye CEO vil gøre for at vende udviklingen – hvis det overhovedet kan lade sig gøre. Novo Nordisk flag. Foto: Novo Nordisk Media Library.  Med en mere en 100 år lang historie bag sig, er Novo Nordisk gået fra at være en lille virksomhed i globalt perspektiv, til at være én af de helt store spillere på den internationale scene. Grundstenen blev lagt tilbage i 1922 da professor August Krogh fik tilladelse af canadiske forskere til at producere insulin til de nordiske lande. Drevet af en tanke om at hjælpe syge diabetikere, dannede han sammen med lægen H.C. Hagedorn og farmaceuten August Kongsted virksomheden Nordisk Insulinlaboratorium. Senere brudte to ansatte, Thorvald og Harald Pedersen, med virksomheden, for at begynde deres egen produktion af insulin. Dette førte til grundlæggelsen af Novo Terapeutisk Laboratorium. De to virksomheder blev i 1989 fusioneret til Novo Nordisk A/S som vi kender i dag. Sidenhen er virksomheden ikke blot blevet den suverænt største danske virksomhed målt på markedsværdi. Den påvirker også dansk økonomi så meget, at virksomhedens performance direkte kan aflæses i den danske BNP-udvikling. Dette skyldes blandt andet, at Novo Nordisk er en voldsom eksportmotor for den meget eksportorienterede danske økonomi.  I nogle år har virksomheden faktisk stået for 40% af den samlede eksportvækst i Danmark. Én af grundene til, at Novo Nordisk har kunnet eksportere så meget, er den voldsomme vækst som virksomheden har haft i perioden 2018-2024 som følge af  efterspørgslen på de to præparater, Wegovy og Ozempic. De to semaglutid-baserede produkter, bliver brugt til henholdsvis vægttab og regulering af blodsukker og omsatte i 2024 for omkring 178 milliarder kroner. Til sammenligning lød hele Novos omsætning i samme år på 290 milliarder. Men selvom salget af Wegovy og Ozempic fortsatter derudaf, så er det mindre end forventet. Og kombineret med faktorer som lavere priser på Wegovy i USA og en svækket amerikansk dollar, så har væksten været lavere end ventet hos Novo, hvilket godt kan blive et problem for den ellers stabile virksomhed. Kursudvikling for Novo Nordisk Siden Novo Nordisk toppede i slutningen af juni sidste år, har virksomheden tabt 60% af sin markedsværdi. For at sætte det lidt i perspektiv, så betyder det, at virksomheden har mistet en værdi svarende til det danske BNP. Men helt præcist hvorfor er aktien faldet så meget? Det er der en række årsager til: Øget konkurrence fra Eli Lily og compounders (kopi-medicin) USA er Novo Nordisk største marked. I 2024 stod landet for omkring halvdelen af virksomhedens salg. Og det er der nogle grunde til. Eksempelvis er det amerikanske medicinalmarked stærkt ureguleret, hvilket gør det muligt for Novo Nordisk at sætte sine priser højt. Samtidig er der i USA en befolkning som i stigende grad har brug for fedme- og diabetesmedicin. Men disse faktorer udgør også et kritisk knudepunkt i Novo Nordisks vækst – og for tiden ser de ud til at være under angreb fra blandt andet ærkerivalen Eli Lily og såkaldte ”compunders”. For mens Eli Lily tilbyder klinisk bedre produkter som Zepbound og Mounjaro, så har det været muligt for aktører i USA at producere og sælge kopier af medicin som der har været mangel på. Og frem til slutningen af maj i år, var der altså også mangel på Wegovy og Ozempic. Men på trods af, at der ikke længere er mangel på denne slags medicin, så har der  stadig været eksempler på apoteker, der sælger disse præparater – på trods af, at det var ulovligt. Dette har ifølge en artikel fra TV2 fået Novo til at lave ”…flere end 130 søgsmål på tværs af 40 delstater…”. Det har indtil videre resulteret i 44 permanente påbud. Men spørgsmålet er stadig om det er nok til at give markedsandelene tilbage på Novos hænder. Dårlige testresultater En anden årsag til, at Novo Nordisk har tabt så meget stor en andel af sin markedsværdi, er fordi nogle af virksomhedens produkter har været underlegne i forhold til Eli Lillys produkter og investorernes forventninger. Konsekvenserne af dette, bemærkede du måske d. 20. december sidste år, hvor aktien faldt med over 20%. Det skete fordi Novos potentielle lægemiddel, CagriSema, i gennemsnit førte til et vægttab på 22,7% af patienters kropsvægt, hvilket var lige under de 25% som investorerne havde forventet. Reducerede forventninger førte til ”Sorte tirsdag” Selvom Novo Nordisk på blot 4-5 måneder har haft intet mindre end tre nedjusteringer, så tæller nedjusteringerne fra d. 29. juli i år stadig som den værste. For efter forventningerne til væksten blev reduceret fra 13-21% til 8-14% og forventningerne til driftsresultatet, blev sænket fra 16-24% til 10-16% kom virksomhedens aktiekurs ud på en rutsjebanetur der sidenhen er blevet kaldt ”Sorte tirsdag” og som tæller som det største enkeltstående kursfald i virksomhedens historie. På blot en enkelt dag, blev der også skåret 23,1% af aktiens kursværdi. Det skete som følge af det stigende pres fra Eli Lilly og kopimedicin. Ikke just en fantastisk start på jobbet som CEO for Mike Doustdar, der samme dag overtog førertrøjen fra Lars Fruergaard Jørgensen. Hvordan har Novo Nordisk tænkt sig at addressere sine udfordringer? Noget af det som især har kostet Novo Nordisk dyrt, har været underlegenheden på det amerikanske marked. USA står som verdens største marked for fedmebehandling og Novo Nordisk har mistet markedsandele til både Eli Lilly og kopiproducenter. Det har blandt andet fået den nye CEO, Mike Doustdar, til at erklære, at virksomheden fremover bør fokusere på performance og at der ikke skal gå lang tid fra idé til eksekvering. Dette har allerede nu ført til nogle ændringer hos virksomheden. For det første er 9.000 ud af i alt 78.400 ansatte blevet fyret. Det er et markant træk, der kan give intern bekymring blandt ansatte, som ikke kan vide sig sikre på deres arbejde og samtidig få potentielt kommende ansatte til at tænke sig om en ekstra gang, inden de vælger at sende jobansøgningen til Novo Nordisk. Men omvendt kan det være nødvendigt for at få forretningen på

Kinas ekspansion til Afrika

Verdens anden største økonomi er lige nu i fuld gang med økonomiske investeringer i Afrika. Men helt præcist hvorfor har Det Kinesiske Kommunistparti så stor en interesse for kontinentet? Læs videre her for at forstå lige netop dét.